Diagnostik og behandling

Hest med tydelig spækkam og fedtaflejringer på bagparten

Hvordan diagnosticeres EMS?

EMS kan diagnosticeres ved enten, at tage en blodprøve når hesten har fastet 12-14 timer og måle niveauet af insulin, alternativt kan man lave en glukose stimulationstest. Her skal hesten, efter at have fastet, indtage en specifik mængde glukose og efterfølgende have foretaget en blodprøve og få målt insulinniveauet.

Hos raske heste vil mængden af insulin i blodet stige moderat efter indtagelse af sukker. Men hos ponyer og heste med EMS vil insulinmængden stige abnormt meget.

Hvordan behandles EMS?

Den mest effektive behandling af EMS er en effektiv slankekur! Heste og ponyer med EMS er ofte svært overvægtige, og her gælder det, at hesten skal fodres meget restriktivt med et foder, som indeholder ganske lidt sukker og har et lavt energiindhold, og samtidig skal hesten motioneres ofte.

Hvis hesten er eller har været forfangen igangsættes motion først, når dette er muligt. Det kan være en fordel at starte med vandtræning, hvis det er muligt.

I nogle tilfælde kan det være nødvendigt at give medicin, som kan hjælpe med at binde sukkeret i foderet, så det ikke optages i blodet. Det er dyrlægen, som afgør, om din pony har behov for medicin ud over restriktiv fodring og motion.

Mundkurv kan være en hjælp til vægttab