Symptomer på EMS

En hest med EMS er oftest fed med karakteristiske fedtaflejringer på halsen og nakken (spækkam), omkring haleroden og eventuelt hen over overlinjen, specielt bag skuldrebladene. Yderligere opleves der tit, at hesten har en øget appetit, tørst og urinering, som følge af en ubalance i insulinproduktionen og for højt blodsukker.

En nedsat præstationsevne er også et generelt EMS symptom, og hesten vil ofte fremstå energiforladt pga. stofskifteforstyrrelser og ukorrekt energibalance.

Hopper med EMS kan være ufrugtbare og have problemer med deres reproduktionscyklus. Hormonubalancen i kroppen og et forhøjet niveau af insulin påvirker nemlig kønshormonerne.

Heste med EMS udvikler ofte forfangenhed, eftersom de forhøjede niveauer af insulin direkte kan give forfangenhed. Det ses især, hvis de sættes på græs, hvor sukkeret i græsset vil få hesten til at producere unormalt meget insulin, som så vil udløse forfangenheden. Det er altså ikke græsset men insulinen som er årsagen til forfangenheden.