Om forfangenhed

Forfangenhed er en frygtet og potentielt meget smertefuld sygdom. Der er mange negative associationer forbundet med lidelsen, hvor aflivning i sidste ende kan være den eneste mulighed. Prognosen og fremtidsudsigterne afhænger udelukkende af hvor tidligt i forløbet sygdommen opdages, og vigtigst, at der aktivt handles. Ved at begrænse de kroniske skader kan hesten, med den rigtige behandling, leve upåvirket videre.

Myten om forfangenhed

Tidligere mente man, at forfangenhed først og fremmest skyldtes forkert fodring og primært indtagelse af store mængder korn eller græs. Der ses da også mange tilfælde af forfangenhed om foråret, når hestene kommer på græs. Men det har vist sig, at langt de fleste tilfælde skyldes en stofskiftesygdom; enten PPID eller EMS. Til sammen tegner disse to sygdomme sig for 90% af alle tilfælde af forfangenhed. Græsset er altså den udløsende faktor ved forfangenhed, men årsagen er underliggende sygdom.

Akut forfangenhed og Kronisk forfangenhed

Akut forfangenhed er en sygdom i læderhuden i hestens hove, som regel i begge forhove og i sjældnere tilfælde også i baghovene. Det er en af de mest pinefulde og invaliderende sygdomme, heste kan rammes af.

Den kroniske forfangenhed er det efterforløb, som kan opstå efter akut forfangenhed, hvor hovbenet med dets læderhud går løs fra hovkapslen og hovbenet drejes. Den kroniske fase er et udtryk for, at den akutte fase har varet for længe, og hesten har fået uoprettelige skader.

Røntgenbillede viser drejning af hovbenet

Hvad er forfangenhed

På engelsk kaldes forfangenhed for laminitis, et ord som beskriver en steril betændelsestilstand i hovens lameller. Flere mener dog, at den skandinaviske betegnelse forfangenhed er et bedre ord til at beskrive tilstanden. Når man siger forfangenhed beskriver man nemlig det, at hesten viser symptomer, som om den er ”fanget”, og forfangenhed rummer meget mere end bare en betændelsestilstand i lamellerne.

Som bekendt går hestene på deres negl altså hoven. Forbindelsen mellem hoven og bindevævet, som er fæstnet til hovbenet, kaldes lamellerne, og hovens lameller og bindevævets lameller bliver holdt sammen af en tynd hinde som kaldes basalmembranen. Forenklet kan man sige at forfangenhed opstår ved at denne basalmembran taber sin evne til at holde de to lameller sammen. Dette medfører at der pga. hestens vægt, væskeansamling mellem lamellerne, og træk fra den dybe bøjesene som er fæstnet under hovbenet, opstår en drejning og sænkning af hovbenet i forhold til hovkapselen, så hovkapslen løsnes fra bindevævet.

Hvad forårsager forfangenhed

Undersøgelser foretaget de senere år viser at mellem 80 og 90 % af forfangenheder skyldes en af de to hormonelle sygdomme Pituitary Pars intermedia dysfunktion - PPID (tidligere kaldt Cushing’s Syndrom) eller Equint Metabolisk Syndrom - EMS, med en fordeling på ca. 50/50 mellem de to lidelser. Ved at diagnosticere og behandle disse sygdomme kan man forebygge, at hesten bliver forfangen igen. Andre årsager til forfangenhed er tilbageholdt efterbyrd hos hopper, kolik, traume, og forædning i kraftfoder eller græs.

Hvor tit opstår forfangenhed

Undersøgelser fra blandt andet England og USA viser, at mellem 3 og 13 % af hestepopulationen rammes af forfangenhed, på et tidspunkt i livet. Lidelsen kan indtræffe hos heste i alle aldersgrupper, men er dog signifikant mere udbredt hos ældre heste. Er din hest overvægtig vil den også have en større risiko for at udvikle forfangenhed.

Klassisk “savbuk”-stilling