Om kolik

Kolik er en diagnose, der dækker over smerter i bughulen, oftest stammende fra mave-tarmkanalen. Hestens tarmsystem er kompliceret med mange snoninger og ændringer i diameter undervejs i forløbet. Hos hesten opholder føden sig relativt kort tid i mavesækken og tyndtarmen, mens den passerer noget langsommere gennem stortarmen og blindtarmen. I stor- og blindtarmen sker der også en absorbtion af væske fra foderet, så det bliver mere fast, dette gør også at risikoen for forstoppelse i disse tarmafsnit stiger.

Kolik er en af de mest frygtede lidelser, fordi de milde symptomer lynhurtigt kan blive meget alvorlige og livstruende. Og i alvorlige tilfælde kan kolikken føre til at der optages giftige toksiner fra tarmen over i blodbanen, så hesten bliver forgiftet af sit eget tarmindhold.

Kolik kan skyldes en nedsat funktion, lejeforandringer, infektion eller skade på en eller flere af organerne i bughulen, så der findes mange forskellige tilstande, som kan give koliksymptomer hos heste.

Symptomerne på kolik kan variere meget fra de milde med nedsat præstation og ædelyst til de voldsomme, hvor hesten ruller sig ukontrolleret og kan gøre skade på sig selv.

Men selv milde koliksymptomer skal tages alvorligt, da en let kolik hurtigt kan udvikle sig til en livstruende tilstand.

Fordi der findes så mange forskellige årsager til kolik, så taler man også om mange forskellige slags kolik. Dyrlægen kan for eksempel dele kolikkerne op i de kirurgiske kolikker (dem der kræver operation) og de medicinske kolikker (dem der ikke kræver operation).  Eksempler på ikke-kirurgiske kolikker er vindkolik eller gæringskolik, sandkolik, forstoppelse, tarmbetændelse og diarré.