Miina - En glad hest, der er begyndt at blive sig selv igen.
Det er nu omkring 8 uger siden, at min elskede koldblodstraver på 23 år blev diagnosticeret med PPID. Jeg husker det, som det var i går, at dyrlægen sagde i telefonen; Hun har PPID. Jeg brød sammen. Jeg græd og græd. Jeg var så fortvivlet, bange og havde flere tusind spørgsmål. Jeg husker dyrlægen siger; Du skal være glad for, at vi opdagede det så tidligt! Alligevel var jeg ved siden af mig selv. Jeg ville ikke have, at min hest skulle være syg.
Det startede egentligt for et par år siden med tilbagevendende hovbylder og blødning i hoven. Dengang stussede jeg ikke over det. Hun kunne også hurtigt få voldsom betændelse selv i små sår. Jeg troede, det var relateret til, at hun havde sommereksem.
Pludselig i efteråret 2021 begyndte de lidt større symptomer at dukke op. Hun begyndte at få maveproblemer, og jeg var nødt til at vaske hende bagi dagligt. Det har hun aldrig kæmpet med før. Begyndte med probiotika og andre midler. Noget, der hjalp lidt, men man kunne se, at der var noget andet galt.
Tandeftersynet var pludselig ikke så positivt. Tænderne var begyndt at glide lidt fra hinanden. Efter omhyggelig søgning, fandt jeg ud af, at det kunne være relateret til PPID.
Når min hest pludselig ændrede helt adfærd, kunne jeg ikke længere udelukke at der var noget galt som f.eks. PPID. Hun blev pludselig meget vred på mig, da jeg kom med udstyr, strammede hendes tæppe eller rørte ved hendes mave. Hun bed. Hun var også meget træt. Kunne pludselig sove i midtergangen under pleje. Også ude. Ud af det blå. Det var ikke som hende, men jeg troede alderen måske var begyndt at tage sit præg. Hun faldt også i rækkerne og blev jaget meget på græs.
Jeg spurgte den lokale dyrlæge, om jeg skulle tjekke for PPID. Han sagde, at det ikke var for sjov, da hun ikke havde typisk PPID pels. Men jeg følte, at der var noget galt. Vi gik derfor den lange vej til Bjerke Dyrehospital for fuld gerning. De tjekkede det hele. Og vi gik heldigvis hjem med beskeden om, at dette formentligt var den mest friske hest i 23 år, de havde haft. Ikke desto mindre kunne jeg ikke helt juble, indtil svaret på PPID blodprøve kom. Og som jeg skrev øverst, endte det i stor sorg.
Jeg brugte meget tid på at undersøge sygdommen. Lære, forstå og reflektere. Kom også i kontakt med mange, der havde heste med samme diagnose. Jeg har også læst solskinshistorier her på Langthesteliv. Det mærkede godt, og jeg prøvede at finde motivation. Jeg håbede, jeg en dag kunne skrive en god historie her. Og det kan jeg!
Miina blev sat på medicin, så snart diagnosen var en kendsgerning. Først startede vi med en lav dosis før vi øgede den til det dobbelte de sidste 3 uger før blodprøvekontrol. Det varede ikke længe, før jeg lagde mærke til at hun var i bedring. Hun virkede mere opmærksom, glad og holdt op med at bide efter mig. I hvert fald langt fra så meget som før.
Jeg var lykkelig, da blodprøverne kom. Hun var gået fra 97 ned til 7! Medicinen har fungeret godt, hun spiser det lykkeligt med frugt. En af mine bekymringer var, at hun ikke ville spise det, heldigvis er det intet problem! Alt er blevet en rutine nu. Selvom det er lidt kedeligt at skulle stå op tidligere i weekenden for at medicinere hende, er det bestemt det værd!
En glad hest, der er begyndt at blive sig selv igen langsomt, men sikkert. Jeg er utrolig glad for, at vi fandt ud af diagnosen, før hun kom på græs, ellers kunne hun nemt være blevet forfangen. Jeg vil gerne opfordre alle med en hest, der har et eller flere symptomer til at lade sig teste. Og hvis du får diagnosen, er det ikke så sort, som det ser ud i starten. Det er i det mindste min erfaring.
Mange tak til gode dyrlæger på Bjerke Dyrehospital, herhjemme og Langt Hesteliv for god hjælp vejledning og information.
Med venlig hilsen
Stine Finsrud og Miina.