Pearl – en dejlig foldbums!
Selv en foldbums skal have det godt!
Det startede egentlig med at både vores smed og dyrlæge syntes min gamle hoppe Pearl mest af alt lignede noget der var ved at dø.
Hun havde en vild lang pels, som hun brugte meget lang tid på at fælde, hun havde en underlig facon som kan ses hos ældre heste: hun var sunket i ryggen og havde uens muskler.
Hun havde i forvejen dårlige bagben på grund af spat og overbelastning, men ikke noget som var slemt nok til hun skulle herfra allerede, hun blev kun brugt som avlshoppe og trivedes ellers fint på folden.
Dyrlægen anbefalede at hun blev sat i behandling, som ville normalisere hendes stofskifte igen. Det var i 2010, hvor Pearl var 19 år gammel.
Og sikke en forskel det gjorde! Hun lignede en der ikke var en dag over 10 år, og hun blev også mere frisk, og pelsen blev kort og blank igen.
Hun endte nok med at være på medicin i 5 år hvis ikke mere. Hun nåede at få et føl i foråret 2015, men i efteråret 2015 kunne hendes bagben desværre ikke mere, og vi måtte sige farvel til hende.
Vi stoppede medicineringen inden aflivningen, og var målløs over den ændring der var sket på 3 måneder fra sidste pille. Det blev lynhurtigt forværret med alle de gamle symptomer igen: pels, muskler og aktivitetsniveau.
Så jeg kan kun anbefale at man hjælper de ældre heste på deres gamle dage. De fleste gamle heste har fulgt os i flere år, jeg havde Pearl i 11 år. Derfor følte jeg også at jeg i det mindste skyldte hende en god alderdom selvom hun "bare" var avlshoppe/foldbums.